Piazza Walther fungerer som »dagligstue« for den norditalienske by Bolzano, som år efter år ligger i toppen af listerne over de italienske byer, hvor man lever bedst. Her ligger cafeerne side om side og byder på te, chokolade, sachertorte og aviser på stok, så man, mens man nyder en lille formiddagsforfriskning, kan føle sig hensat til dengang før Den Store Krig, da Bolzano først og fremmest hed Bozen og var en af del af det Østrigske kejserrige.
Den smukke plads, som i andre mellemstore italienske byer typisk ville være opkaldt efter det italienske sprogs fader Dante Alighieri, er her opkaldt efter den store tyske middelalderdigter Walther von der Vogelweide, som i hvert fald i Bolzano menes at stamme herfra.
Siden 1877 har pladsen været prydet af en fornem statue af Walther. Den vil jeg gerne fotografere, men da jeg stikker hånden i lommen, er kameraet væk. Efter en del mere og mere hektisk klappen op og ned ad mig selv, iler jeg tilbage til den kiosk i Via degli Argentari, hvor jeg et øjeblik lagde kameraet fra mig på disken, mens jeg betalte mine eksemplarer af den italiensksprogede lokalavis L’Alto Adige og dens tyske modstykke Dolomiten, Tagblatt der Südtiroler. De to kunder, der var i forretningen samtidig med mig er væk, og indehaveren har ikke set mit kamera eller i øvrigt bemærket noget usædvanligt. Der er ikke andet at gøre end at ærgre sig, foretage den rituelle politianmeldelse og passe bedre på en anden gang.
Jeg henvender mig til et par politibetjente på gaden, men de viser sig at tilhøre et særligt miljøpoliti under den autonome provins Bolzano-Alto Adige/Bozen-Südtirol, og henviser høfligt til deres kolleger i det nationale carabinieri-korps, som har til huse i en imponerende bygning i Via Dante.
Via Dante ligger i et af de nyere kvarterer i udkanten af centrum og må være navngivet efter 1918, da Bozen blev til Bolzano, og det østrigske Südtirol til den italienske provins Alto Adige. Det samme gælder parallelgaden, som er opkaldt efter nobelpristageren Giosuè Carducci, som i sine digte agiterede for indlemmelsen af Østrigs norditalienske besiddelser i det nydannede kongerige Italien. Det var Carducci, som i 1882, efter henrettelsen af den 24-årige italiensksindede triestiner Guglielmo Oberdan, der havde planlagt at myrde kejser Frantz Joseph II, titulerede Frantz Joseph som ”de hængtes kejser”.
I samme gade ligger en afdeling af Bolzanos Frie Universitet, som siden 1997 har undervist i økonomi og ledelse, pædagogik, IT samt kunst og design. Undervisningen foregår forskelsløst på italiensk, tysk og engelsk, undtagen på det pædagogiske fakultet, hvor italiensk-, tysk- og ladinsksprogede lærerstuderende undervises i de praktiske aspekter af deres fag på hver deres sprog. Det afspejler, at provinsens skoler har et af de tre sprog som undervisningssprog og desuden underviser i tysk eller italiensk (for de ladinske skolers vedkommende i begge de to store sprog) som andetsprog.
På væggen over den sofa, hvor jeg sidder og venter på, at nogen har tid til at tale med mig om mit kamera, hænger fire portrætter af carabinieri, der er faldet i tjenesten. Den enes efternavn er umiskendeligt sardisk, og mindst to af de øvrige var tydeligvis syditalienere. Det fremgår af billedteksterne, at de fire er omkommet ved bombeattentater eller i kamp med de sydtyrolske terrorister, som i perioden 1956-1966 kæmpede for at rive Sydtyrol ”los von Rom” eller i hvert fald presse den italienske regering til at give provinsens tysksprogede flertal et meget vidtgående selvstyre.
De yderligtgående separatister gennemførte i denne tiårsperiode over 300 attentater mod kraftværker, elmaster, jernbanestationer, politistationer og kaserner. Herefter aftog intensiteten, men den seneste bølge af attentater kom så sent som i 1988, mens Italien forhandlede med Østrig (som af FN var udpeget som de tysksprogede sydtyroleres beskyttelsesmagt) om den lovpakke, der skulle regulere provinsens status. I alt nåede man op på 361 attentater og en snes dræbte, heraf 15 politifolk og resten civile eller terrorister, inden Italien og Østrig omsider i 1992 kunne lukke den »pakke« af aftaler, som siden har gjort de tysktalende sydtyrolere til et af Europas bedst behandlede etniske mindretal og – takket være de store tilskud fra den italienske stat – deres provins til en af de rigeste i Italien.
Alle provinsens ansatte skal beherske både tysk og italiensk, og de ansættes ifølge et etnisk kvotesystem, som svarer til befolkningssammensætningen. Almennyttige boliger og en mængde andre ydelser fordeles på tilsvarende måde.
Ved siden af de fire portrætter hænger et opslag, der forkynder, at alle borgere i Alto Adige-Südtirol har ret til myndighedsbetjening på et af provinsens tre ligestillede sprog, italiensk, tysk eller ladinsk, efter eget valg, at afgørelser truffet uden at respektere denne ret er ugyldige, og at embedsmænd, der krænker borgernes sproglige rettigheder, kan straffes.
Tidligere frygtede de tysktalende sydtyrolere, at deres befolkningsgruppe var på vej til at uddø, men udviklingen er forlængst vendt, og fra begyndelsen af 1990’erne til i dag er andelen af italiensktalende borgere i provinsen faldet fra 35 % til 25 %. Tilbagegangen skyldes først og fremmest afslutningen på den kolde krig og afviklingen af grænsekontrollen mellem Italien og Østrig: Det store flertal af de soldater, toldere og politifolk, som nu er blevet forflyttet til andre egne af landet, var nemlig italiensksprogede.
At man tager bestemmelserne om borgernes sproglige rettigheder alvorligt, og at politiet stadig er domineret af italiensktalende, bliver demonstreret for mig, da jeg efter en kort ventetid kommer til at tale med en ung vicebrigadiere. Han er den eneste på den store politistation, der mestrer det lokale flertalssprog, og eftersom mit germanskklingende efternavn har givet hans kollega i receptionen det indtryk, at jeg nok hellere ville tale tysk end italiensk, har han aflyst sin frokostpause for at tage sig af mig.
Efter en kort og pessimistisk samtale om chancerne for at se mit kamera igen, og en lang og gemytlig snak om, hvordan man lever i Danmark, om danskernes syn på italienere og om eventuelle ligheder mellem Danmark og Canada, som den sympatiske politimand med det lidet italienske fornavn Donald, kender vældig godt, fortsætter jeg min spadseretur i Bolzano.
Forbi den gotiske domkirke, som er genopbygget efter svære bombeskader under Anden Verdenskrig, tilbage over Piazza Walther og forbi kiosken, som jeg kaster et surt blik på, inden jeg går op til den lange handelsgade Via dei Portici, som er rygraden i Bolzanos middeladerlige bykerne.
Via dei Portici giver et stærkt indtryk af kultiveret vellevned, og man skal ikke dvæle ret længe ved modeforretningernes vinduer, før man begynder at tænke, at der måske alligevel er en mening med tyrolerhatte. Eller ved de smukke bagerforretninger og fødevarebutikker for at undre sig over, at bolzaninerne ikke forekommer specielt overvægtige. I gaden ligger også en stor filial af den sydtyrolske boghandlerkæde Athesia. Bogladen er i tre etager med separate afdelinger for italiensk og tysk litteratur. Midt imellem de to afdelinger står en stander med Asterix oversat til sydtyrolsk dialekt (med glosar ”til hjælp for de læsere, der ikke er så heldige at være født i Sydtyrol”).
I den tysksprogede afdeling er der mængder af spændende, perspektivrige lokalhistoriske værker, og jeg slæber adskillige kilo derfra: Südtirol unterm Sternenbanner om den amerikanske besættelse i maj-juni 1945; Bunker, en registrant over det mægtige kompleks af fæstningsanlæg, som provinsen arbejder på at gøre delvis tilgængeligt som vidnesbyrd om mellemkrigsårenes komplicerede forhold mellem Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland og om den kolde krig, hvor de flere hundrede store og små anlæg skulle standse Warszawa-pagtens angrebsstyrker; den østrigsk-sydtyrolske udgivelse [Grenze] Brenner-pass om Brennerpassets historie og om, hvad man skal stille op med den spøgelsesby, som står tilbage, efter at euroen og den frie bevægelighed mellem EU-landene har overflødiggjort de toldstationer, vekselboder osv., som var grundlaget for Brenners eksistens; og journalisten Hans Karl Peterlinis Südtiroler Bombenjahre om terrorismen og vejen til provinsens nuværende autonomi.
Peterlini citerer en af selvstændighedsbevægelsens ledere, som siger om Bruno Kreisky, der var Østrigs forbudskansler 1970-1983: »Kreisky var overbevist: Det var det rigtige dengang. Han var naturligvis bedrøvet over hver eneste døde. Men jeg kan endnu høre Kreisky sige: Cyprioterne havde også deres døde, og algiererne.«
Via dei Portici fortsætter i Via del Museo med det arkæologiske museum, hvor man kan besøge stenaldermanden Ötzi, som i 1991 blev fundet i en gletsjer efter at have ligget i isen i ca. 5.300 år. Lige efter museet fører en bro over floden Tálvera til den nye bydel, der blev anlagt under fascismen for at skaffe boliger til nogle af de tusinder af italienere sydfra, som regeringen tilskyndede til at flytte til Bolzano for at mindske overvægten af tysksprogede.
Indgangen til den italienske bydel markeres af en triumfbue til minde om Italiens sejr i Første Verdenskrig. På den side af monumentet, der vender mod den tyske bydel, forkynder en latinsk indskrift: »Her skal I stille tegnene på fædrelandets grænse. Her har vi uddannet de andre i sprog, love og kunster.« Med sin provokerende nationalistiske symbolik (inklusive Mussolini-ansigter og fasces) har monumentet været en torn i øjet på de tysktalende lokale, lige siden det blev rejst i 1928, og det har ofte været udsat for hærværk. I 1977 besluttede de italienske myndigheder, at mindesmærket ikke længere skulle bruges i forbindelse med nationale højtideligheder, og i 1994 opstillede Bolzanos kommune fire tavler, som på italiensk, tysk, ladinsk og engelsk sætter monumentet ind i dets historiske sammenhæng, tager afstand fra fascismen og udtrykker Bolzanos vilje til at virke for fred og europæisk samarbejde. I 2001 blev pladsen omkring monumentet omdøbt fra Piazza della Vittoria til Piazza della Pace, men i 2002 fik det højrenationale parti Alleanza Nazionale, som har slået sig op som det italiensksprogede mindretals forkæmpere i Alto Adige, afholdt en folkeafstemning, som gengav pladsen dens gamle navn. Monumentet er stadig afspærret og videoovervåget.
At der stadig er grund til disse sikkerhedsforanstaltninger fremgår af mit nyindkøbte nummer af L’Alto Adige, der fortæller, at ukendte gerningsmænd i Brunico, eller Bruneck, nordøst for Bolzano, har malet hagekors på et monument til minde om de italienske alpejægeres indsats under erobringen af Abessinien i 1936. Monumentet var oprindelig en statue i hel figur, men har været reduceret til buste, siden ukendte hærværksmænd angreb det for en snes år siden.
Samme eftermiddag er der byfest i Collalbo/Klobenstein, som er hovedbyen på den vidunderligt grønne højslette Renon/Ritten, som ligger ca. 1.000 meter over Bolzano og kan nås med en svævebane, der er en del af byens velfungerende offentlige trafiksystem. Hovedattraktionen er det lokale Schützenkompanie, der er opkaldt efter frihedshelten Peter Mayr, som i 1810 blev henrettet, fordi han bekæmpede Tyrols indlemmelse i kongeriget Bayern. Skytterne, der ledsages af et energisk hornorkester, marcherer i deres traditionelle uniform med skindbukser, korte snorebesatte jakker, tyrolerhatte, mægtige overskæg, ordner monteret i de karakteristiske trekantede bånd, som man bruger i Østrig, og med sabler og geværer. Geværerne har været forbudt eller i hvert fald aflagt i en årrække, men er nu blevet genoptaget. Optoget ender på en festplads, hvor orkesteret giver koncert, mens skytterne og publikum hygger sig i solen med skiveskydning, stegte kyllinger, pølser og øl.
Senere på dagen taler jeg om skytterne med min hotelvært, hvis kantede italiensk tydeligt afslører, at hans modersmål er tysk. Han synes, at gli Schützen er fin folklore og gode for turismen, men han lægger ikke skjul på sin irritation over det romantisk nationalistiske forhold til den lokale kultur, som de repræsenterer. Han fortæller i samme omgang, at nogle af hans italienske gæster har spurgt ham, hvorfor han ikke flagede med trikoloren, da Italien vandt VM i fodbold. Han svarede, at han driver et hotel og derfor ikke har råd til at gøre noget, der på nogen måde kan opfattes som en politisk markering, men at han i øvrigt synes, at ”de 4 % af befolkningen, der stadig drømmer om at løsrive Sydtyrol fra Italien, er komplet latterlige”.